8 myter om online-undervisning

24. May 2007

I universitetsverdenen og mange andre steder er der debat om online-undervisning. Medieforsker Niels Ole Finnemann giver hermed et lille gæste-blog-indlæg som er en lettere modificeret udgave af en artikel som blev bragt i Aarhus Universitets avis Campus. Her punkterer han en række myter. Sagen er nemlig, at baserer man sig på nogle fejlagtige forestillinger om online undervisning, vil man med sikkerhed løbe ind i mange og store skuffelser i de kommende år – ganske som online-undervisningen allerede har gjort siden forsøgene i Danmark begyndte i 1980′erne under navnet fjernundervisning.

Myte 1: “Der er måske ikke så langt til en fremtid, hvor kun størrelsen på internetopkoblingen afgør, hvor i verden man kan tage sin uddannelse???

Hvis vi læser denne sætning venligt så er tanken måske, at bedre internetforbindelser vil forbedre studerendes mulighed for at følge onlinekurser over hele verden. Må jeg erindre om, at alle de bedre universiteter i verden stiller faglige adgangskrav.

Myte 2: “Onlineundervisning er en generel undervisningsform”

…men så godt som alle erfaringer verden over viser, at det er en form, der især benyttes af folk, der har fuldtidsarbejde og/eller langt til en institution, der udbyder den ønskede uddannelse. Betingelsen “lang afstand” er sjældent opfyldt i Danmark og der kommer aldrig det store volumen af danske studerende. I dansk sammenhæng har onlineundervisning især vist sin nytte i efter- og videreuddannelse.

Myte 3: “Onlinekurser giver de studerende mulighed for at lære af eksperter i hele verden.???

Man tager sig til hovedet. Det kan enhver allerede gøre ved at læse tekster i det tempo, man selv definerer. Hvis man tror man kan få online-undervisning af eksperter, man selv vælger fra hele verden, har man ikke rigtig tænkt over sagen. Det er klart, at man kan lægge en video eller podcast-forelæsning ud, men det er IKKE undervisning. Det er derimod IKKE klart at alverdens eksperter står i kø for at lægge videoforelæsninger ud af den simple grund det tager ekstra tid, og hvad får man for det? Hvem laver optagelserne, redigerer dem og – hvem besvarer spørgsmålene bagefter? Lad os nu bare sige, vi kender de ti bedste eksperter i verden. Er der nogen, der i fuld alvor tror, at de kan stå for undervisningen af alle verdens studerende indenfor området, blot fordi man kan se tekster og videoer på nettet?

Myte 4: “Man kan få interaktiv undervisning af eksperter fra hele verden”

Hvis interaktivitet er vigtigt (og det er det i undervisning) er der grænser for hvor mange studerende en lærer kan undervise uanset medieplatform. Selv verdens førende eksperter kan ikke have interaktivitet med flere studerende end de allerede har. Jo mere interaktivitet jo mere rationel er almindelig undervisning på stedet, hvor man uhindret af apparater og synkronisering over afstand kan se og snakke med hinanden og følge med den samlede interaktion. Det er altså meget begrænset, hvad der kan opnås af øget fleksibilitet i almindelig undervisning, mens der bestemt kan være videreuddannelsesformål og almene formidlingsformål der berettiger særlige online-indsatser. Det er min egen erfaring, at vi med større fordel kan trække internetressourcer ind i timeundervisningen fremfor at holde de studerende på internetafstand af lærerne.

Myte 5: “Onlineundervisning koster ikke mere end anden undervisning???

Onlinekurser er temmeligt dyre, administrativt tunge og mere logistik-krævende. De forskyder også vægten fra timeundervisning til individualiseret vejledning og mere tekstualisering af kommunikationen. Det er noget der bare koster i den grad. Hvis man ikke tilfører ekstra ressourcer flytter man ressourcer fra undervisning og indhold over på organisation og logistik. Den almindelige betegnelse er kvalitetssænkning.

Myte 6: “Der er gode erfaringer med online undervisning i Damark”

Erfaringen siger mig, at der en del mennesker, der har prøvet et eller to online-kurser, men meget få, der har prøvet tredje gang selv om vi i Danmark oftest lægger relativt stor vægt på at kombinere fjernundervisning med weekend kurser på stedet. De kurser, der går bedst, er kurser, der handler om IKT og henvender sig til IKT-interesserede (f.eks. MIL-uddannelsen).

Myte 7: ???Alle eksperter er enige om at online-undervisningen på længere sigt vil skærpe konkurrencen mellem universiteterne???

Det er meget mærkeligt, eftersom flere af de eksperter, der citeres, faktisk indikerer, at det især er i relation til videreuddannelse og inddragelse af nye uddannelsesgrupper, man forventer effekter, især i USA hvor de middelmådige universiteter kæmper på kvantitet, ligesom en del eksperter er ret enige om, at folk i høj grad vælger institutioner, der ikke ligger alt for langt væk. Eliteuniversiteter kæmper derimod om lærerne og om at reducere holdstørrelserne. Optimalt er vel 12-15 deltagere i et kollokvium.

Myte 8: “Vi kan udvide markedet ved at udbyde undervisning på engelsk”

Helt givet, men ikke ret meget dels fordi vi sprogligt er handicappede i forhold til engelske, amerikanske, og oceaniske universiteter, dels fordi det koster kassen at markedsføre og dels fordi mange studerende naturligvis er bekymrede for de ekstraordinære sprogkrav til et ophold i en dansksproget kultur.

Universitetets online-undervisningspolitik bør være visionær, men den må have et realistisk grundlag. IT-fetichisme slår ikke til.

Indlæg kategoriseret under: Brugeradfærd, Cost-benefit, It-fetichisme, Medieanalyse, Myter, Undervisning

4 kommentarer Kommentér selv

  • 1. EP  |  24. May 2007 kl. 22:07

    Hvordan med al denne snak om podcasting? Jeg har hørt så mange argumenter for og imod, at jeg ikke rigtige kan tage stilling.

    Personligt har jeg tit tænkt, at det ville være mægtigt at kunne få podcasts af forelæsninger. Men på trods af de rige muligheder for at hente podcasts via bl.a. iTunes har jeg aldrig fået hørt en hel podcasted forelæsning igennem – det er simpelt hen for svært at holde koncentrationen i 45+ minutter, når jeg kun skal lytte. Jeg får meget mere viden ud af at bruge samme mængde tid på at læse en lærebog om samme emne. Men er det, fordi jeg har lært at læse på et højt niveau og ikke har lært at lytte på et højt niveau?

  • 2. Jens Hofman Hansen  |  24. May 2007 kl. 22:32

    Jeg genkender din oplevelse med podcasts af forelæsninger o.lign. De skal virkeligt være velredigerede – næsten som tv-programmer – hvis man skal holde ud at se dem. Eller også skal det være noget som man virkeligt, virkeligt gerne vil se. Typisk noget man næsten er tvunget til eller virkelig har brug for førend man kan gennemføre en opgave.

    Jeg har dog fundet sådanne optagelser nyttige som supplement – det er smart man lige kan gå tilbage og checke om man hørte rigtigt eller man kan få andre til at høre et bestemt lille uddrag. Men det er jo sandelig også noget andet end online-undervisning :-)

  • 3. Erik Høy  |  30. May 2007 kl. 16:39

    Videns- og læringsbegrebet er under debat, især på Danmarks Pædagogiske Universitet. Nogle tankevækkende forhold som perspektiverer online-undervisning:

    - Ifølge nogen er op til 90% af vor viden ‘tavs’. Dvs. lært ubevidst, og ejheller mulig at udtrykke ‘bevidst’

    - En gammel undervisertraver: Jeg hører og jeg glemmer. Jeg ser og jeg husker. Jeg gør og jeg forstår. Online-undervising er von höhren und von sehen.

    - Et nyt læringsbegreb, situeret læring, baserer sig på antropologiske studier af hvordan mennesket ‘i virkeligheden’ lærer. Det gør de i ’situationen’, ikke på en stol foran en computer eller en højere læreanstalt.

  • 4. Fremtidens bibliotek &raq&hellip  |  20. March 2009 kl. 14:15

    [...] meget nyt, men inddrager en række relativt skarpe kommentarer fra Niels Ole Finnemann (tidligere gæsteblogger her på orakel.dk) og er endnu et eksempel på at biblioteksdebatten kommer udenfor [...]

Bidrag med en kommentar

Krævet

Krævet, vil ikke blive vist

Du kan bruge lidt HTML til formattering. Hvis du ved, hvad HTML er, forstår du nedenstående. Hvis du ikke ved, hvad HTML er, så ignorér det venligst...
<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Trackback dette indlæg  |  Abonnér på kommentarer til dette indlæg via RSS | Abbonnér på alle kommentarer via RSS | Abbonnér på alle indlæg via RSS


Kalender

September 2010
M T W T F S S
« Oct    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930  

Seneste indlæg