To studerende fra Danmarks Biblioteksskole, Marie Kolind Krogsgaard og Camilla Kyndesen, er i gang med at skrive bacheloropgave omkring implementering af web 2.0-funktioner/sociale funktioner i Bibliotek.dk. Jeg kan næsten regne ud, at det må være med Lennart Björneborn som vejleder. Marie og Camilla vil gerne have mine svar på en række spørgsmål – og det får de hermed.
Synes du, implementering af web 2.0-funktioner i Bibliotek.dk er en god eller dårlig idé?
For at svare meningsfuldt er det nødvendigt at definere web 2.0. Jeg har selv en ret kortfattet 2-punkts-definition som er en koncentreret udgave af Wikipedias:
- Fokus på åben kommunikation med brugerne og decentralisering.
- Overgangen fra isolerede informationssiloer til data- og funktionskilder.
I øjeblikket er DBC begyndt at snuse til om man f.eks. skal implementere tagging og brugerkommentarer. Det kunne man kalde “decentralisering” fordi det ikke kun er bibliotekarer der styrer indholdet. Imidlertid synes jeg det er det helt forkerte sted at starte – der er helt grundlæggende ting som skal være i orden før vi med rimelighed bør bruge ressourcer på disse features. Der er langt mere presserende ting, som vi skal have styr på først: Søgeresultater med fornuftig relevanssortering som også kan give et langt mere simpelt interface med et enkelt søgefelt som brugerne kender det fra f.eks. Amazon.com. Så egentlig vil jeg sige: Hvis der var styr på alt det basale, kunne vi se videre opad i webbrugernes behovspyramide og tillade os at lave nogle af de lidt “sjovere” web 2.0-features.
Pkt. 2 i definitionen af “web 2.0″ ville være super-relevant at “implementere” i Bibliotek.dk. Tilbød DBC nemlig samtlige data som en datakilde, som andre kunne trække på bagom websitet, ville interesserede kunne lave spændende, nye og eksperimenterende formidlingsformer med dataene fra Bibliotek.dk. Indtil videre sidder DBC desværre tungt på de rigtigt spændende data.
Hvorfor mener du, web 2.0-funktioner i Bibliotek.dk er en god/dårlig idé?
Tænker vi på ting som tagging, brugeranmeldelser, “andre der lånte, lånte også…”, offentlige brugerprofiler, etc. ville et Bibliotek.dk (med en smidig udviklingsorganisation bag sig) understøtte en strategi om eksplorativ informationsfremfinding og serendipitet. Det synes jeg er en relevant strategi for et bibliotekswebsite. I dag er den praktiserede strategi udelukkende at understøtte verifikative søgninger – og det synes jeg er mangelfuldt når nu bibliotekerne har en formidlingspligt. Men biblioteksloven kan jo fortolkes meget forskelligt.
Hvilke web 2.0-funktioner mener du, der skal implementeres i Bibliotek.dk?
Jeg kunne godt lave en lang liste. Men det allermest interessante og allermest revolutionerende ville være en reel frigivelse af dataene. Så skulle der nok blive lanceret relevante funktioner som selv jeg ikke kan udtænke her ved mit skrivebord.
Hvordan mener du, web 2.0-funktioner skal implementeres i Bibliotek.dk?
Konkret forestiller jeg mig at vi i Danmark burde beholde det traditionelle Bibliotek.dk for en stund – for det har mange trofaste og tilfredse brugere. Som supplement hertil skulle vi oprette en eller flere grupper, der eksperimenterede med alternative udgaver på f.eks. bibliotek2.dk, inspirationsbiblioteket.dk eller bogelskeren.dk. Her ville det være risikofrit at eksperimentere og vi ville være fri for hæmmende vanetækning.
Hvilke problemer kunne du forestille dig ved en implementering?
En klassisk fejl ville være at lade en stor tung organisation udføre arbejdet og lade udviklingen hæmme af konsensusbeslutninger og lange udvalgsbeslutninger. Implementeringen skulle foregå i et iderigt miljø bestående af mennesker, der har web 2.0-tankegangen helt inde under huden. Hvis en sådan smidig organisation kommer op at stå, ser jeg kun spændende udfordringer og ikke problemer.
Pøj pøj til Marie Kolind Krogsgaard og Camilla Kyndesen med bacheloropgaven – mon vi hører fra dem, når den er afleveret? Det kunne sikkert være spændende læsning for mange.
Det bliver spændende at se resultatet af deres undersøgelser. Jeg er forøvrigt enig i din tanker omkring organiseringen. Desuden skal man lave funktionerne som moduler, så alle biblioteker kan bruge dem og udveksle data som fx tags og anmeldelser. Det vil give et større datagrundlag og dermed større præcision i anbefalinger og bedre inspiration.
Tak for hjælpen! Det er bestemt nogle brugbare svar, du er kommet med. Vi holder os orienterede med nye kommentarer på dit indlæg, ifald det starter en større diskussion. Afsluttede bacheloropgaver fra Danmarks Biblioteksskole er tilgængelige via DBs biblioteks katalog … men lad os nu lige se, hvordan det endelige resultat bliver
Jeg regner selvfølgelig med at I lækker opgaven til orakel.dk inden den får karakter. Så laver vi en onlineafstemning om hvad karakteren bør blive
Hvis der stadig er interesse, så er vores bacheloropgave “Implementering af web 2.0-funktioner i Bibliotek.dk” nu blevet tilgængelig på http://biblis.db.dk/Archimages/802.PDF (jeg turde ikke helt rode med HTML, så der må copy-pastes lidt …). Vi har også fået karakteren: Et 11-tal til os begge – så for vores skyld behøver du ikke bekymre dig om en onlineafstemning
Hey, det blev klikbart alligevel – hurra
Tillykke mange gange med det flotte resultat! Jeg laver en lille omtale af opgaven, når jeg lige har læst lidt i den.