Forfatter Kristina Stoltz skriver i Information:
Det er udmærket, at man kan låne musik og computerspil på bibliotekerne, men hvis man ender med ikke at kunne kende forskel på en ungdomsklub og et folkebibliotek, hvad er så ideen med at betale skattepenge til bevarelsen af bibliotekerne? Kan vi så ikke lige så godt poste pengene ind i undervisningssektoren eller hospitalerne? Og hvis bibliotekernes bogudvalg ikke adskiller sig fra paperback udgaverne af krimier og chiclitt bøger i boghandleren, ja hvorfor så overhovedet have biblioteker?
Det er unødvendigt sort/hvidt sat op – men hun har en pointe bag overforsimplingen.
Uden formentlig at vide det, lægger Krisitna Stoltz sig desuden i kølvandet af den seneste debat på Biblog, hvor det unikke for fremtidens biblioteker eftersøges.
Jeg selv mener at ikke-kommerciel baseret promovering af den smalle og anderledes litteratur er ret unikt. Desværre brænder bibliotekerne slet ikke igennem på det punkt – da slet ikke på nettet. Det ærgrer mig og det undrer mig at Biblioteksstyrelsen slet ikke har en plan for at gøre noget ved det.
Er bibliotekerne ved at afvikle sig selv og har de glemt det de er gode til?
… Og må jeg i den forbindelse tilføje: Er folkebibliotekerne i de rette hænder hos kommunalpolitikerne, der tvinger dem til at fungere på markedslignende vilkår, eftersom de overvejende finansieres på baggrund af udlåns- og besøgstal?
Jeg kniber mig selv lidt i armen hver gang jeg hører disse, undskyld mig, hysteriske udtalelser. Gå ind på et hvilket som helst dansk folkebibliotek, ‘derude’ i den virkelige verden. Der er bøger, bøger, bøger og atter bøger. og så nogle små forhutlede samlinger af ‘andet materiale’.
Det ærgerlige vedhele denne debat er, at den måske er ved at skræmme en i forvejen berøringsangst profession, bibliotekarerne, til at nedprioritere de virkelig store udfordringer som bibliotekerne står for: At blive center for vejledning af kvalitetspræget information og oplevelser. Uanset medie.
Jeg snakker her om digitalisering af de analoge medier, vejledning i fremfinding af kvalitetsprægede gratis internetprodukter og promovering af fremtidens kommunikationsformer, i stil med Messenger, weblogs og andre Web 2.0 påhit.