Københavns Kommunes Biblioteker udgiver nu en gratis avis, der skal fortælle om bibliotekernes mange tilbud. Der er tale om en papiravis.
Et eksempel på, at biblioteket kan blive synligere, hvis avisen vel at mærke bliver veldistribueret (oplaget er 20.000).
Uanset hvor sympatisk projektet måtte være, kan jeg ikke lade være med at tænke: Er det ikke en meget dyr distributionsform for nyheder og information?
Styrelsen for Bibliotek og Medier skriver i dag i sin pressemeddelelse med overkskriften Bedre end Google:
Dine søgninger på bibliotek.dk giver informationer, der gør videre søgning på nettet nemmere og mere præcis. Når du har fundet Justin Timberlake eller en anden favoritmusiker eller -genre på bibliotek.dk, klikker du se mere og kan nu vælge imellem wikipedias, gaffapedia, finde Timberlake på Soundvenue, All Music Guide, Google Music Search eller gå direkte til MySpace og høre et udpluk af Timberland-musikken (red.: Timberlake-musikken).
Men ak, Bibliotek.dk er med dette tiltag ikke blevet bedre end Google. Tværtimod er pressemeddelelsen et eksempel på oversalg, der i værste fald sætter bibliotekernes troværdighed over styr og i bedste fald intetsomhelst rykker. Man kan håbe den i det mindste ikke bliver læst af nogen. Her er hvorfor:
For mange søgefelter
Det tog mig 4 forsøg overhovedet at finde det “rigtige” felt at skrive “Justin Timberlake” i. Først prøvede jeg det første felt på forsiden – “forfatter” kunne vel i abstrakt forstand være ophavsmanden til cd’en. Så opdagede jeg at jeg skulle gå til submenuen “Musik”. De to enslydende felter “Kunstner, komponist” gav ingen gode resultater. Endelig fik jeg øje på “Hovedkomponist, kunstner, gruppe”, som gav resultat der gav mening.
Ja – selvfølgelig kan folk læse – men mange brugeres konklusion efter første forsøg ville være at biblioteket ikke har cd’en med Justin Timberlake. Dermed er brugerne tabt. Bibliotek.dk vil aldrig få den oplevede simpelhed som Google før man med mening kan søge via ét søgefelt – og det giver først mening når den bagvedliggende søgemotor bliver skiftet ud (den nuværende førstegenerations-maskine har ingen intelligent rangordning og egner sig derfor kun til mange søgefelter)
Inkluder og vis information istedet for at linke til og gemme den
Næste store fejl og årsag til at pressemeddelelsen er totalt oversalg: Næsten ingen brugere vil nogensinde opdage tiltaget. Informationerne bliver nemlig slet ikke præsenteret som en del af det materiale, man søger i. Faktisk er informationen gemt væk i to lag – først skal brugeren klikke på det meget sekundære link “se mere” (hvilket de færreste gør – de trykker bestil). Herefter skal brugerne trykke “Søg videre på internettet”. Her kommer der så links(!) frem til præ-definerede søgninger på de eksterne kilder. Ok – man har sparet brugeren en indtastning, men brugeren har ikke nogen ide om hvorvidt han har fat i det mest relevante link i netop denne sammenhæng – for der er jo ingen relevans-rangordning (i sagens natur). Igen vinder Google på relevans.
Skulle inklusionen af data give bare en lille smule værdi, skulle datakilderne høstes ind som en del af det søgbare materiale. Hermed ville en (god og ny) søgemaskine kunne prioritere i materialet og det ville kunne præsenteres synligt som i et Amazon.com eller Wikipedia-opslag med et samlet overblik.
Forstå det: Folk kommer ikke til at starte på Bibliotek.dk
Pressemeddelelsen – hvis den var ærlig – skulle have heddet “Bibliotek.dk linker nu i skjul til andre steder på nettet”. Hvem i Styrelsen for Bibliotek og Medier kan have med god mavefornemmelse have fået det omformuleret til en så fantastisk pressemeddelelse? Folk kommer ikke til at starte deres søgning på Bibliotek.dk pga. en oversælgende pressemeddelelse.
Forhandl rettighederne til nogle kilder som er unikke for Bibliotek.dk. Total søgning i Nationalencyklopædien eller andet mastodontisk værk ville være en pressemeddelelse værdig.
Kom igen, Styrelse, og prioritér nu lidt kritisk i udviklingen.
Martin Thorborg skriver en artikel i Computerworld der eksemplificerer hvordan man kan blogge med et meget skarpt økonomisk fokus. Opskriften:
Opret en blog om noget som relaterer sig til din virksomhed.
Køb nogle indere til at skrive i bloggen – de skal ikke have så meget i løn.
Se brugerne strømme til.
Lad din virksomhed begynde at sponsere bloggen og se kunderne dukke op.
Det er så beregnet og økonomisk orienteret at det næsten er kedeligt – men det er nok fordi jeg personligt forbinder bloggere med folk der virkelig har noget på hjerte. Men det giver mening rent pr-mæssigt og er et af de reneste eksempler jeg har set på at virksomheder prøver at konvertere blogaktiviteter til ren profit på en måde som er meget aflæselig.
Århus Kommunes Biblioteker har produceret en rigtig blæret video om deres eksperimenter med fremtidens bibliotek. Konkret handler det om deres forvandlingsrum, hvor bibliotekarer, it-folk og samarbejdspartnere systematisk har eksperimenteret med at indrette lokalet med det mål at inddrage borgerne mere aktivt i bibliotekets tilbud. F.eks. at komponere musik, at lave afstemninger eller at kommunikere med hinanden.
Videoen er med engelsk speak og distribueret på YouTube. Jeg tror den er et ret godt bud på hvordan et bibliotek i Danmark bliver kendt i udlandet og potentielt kan få samarbejdspartnere i form af andre biblioteker eller virksomheder i udlandet.
Det bliver skægt at se om filmen pludselig spreder sig som en steppebrand på udenlandske biblioteksblogs – og hvilke kommentarer den får med på vejen. Se filmen her:
Filmen virker måske lidt “amerikansk” men det er nok fordi den er med engelsk speak og fordi vi ikke er vant til at bibliotekerne på den måde kommer ud over rampen med at fortælle hvad de egentlig går og laver.
Et par ting, der værd at se nærmere på: Odense Centralbibliotek har lavet et genialt formidlingsstunt med deres Bookbrother-initiativ. Lavteknologisk og underholdende på én gang. Randers Bibliotek søger en kommunikationskonsulent, så vi ser nok også snart en række spændende profileringstiltag fra dén front. (0)Mar 23, '07