I universitetsverdenen og mange andre steder er der debat om online-undervisning. Medieforsker Niels Ole Finnemann giver hermed et lille gæste-blog-indlæg som er en lettere modificeret udgave af en artikel som blev bragt i Aarhus Universitets avis Campus. Her punkterer han en række myter. Sagen er nemlig, at baserer man sig på nogle fejlagtige forestillinger om online undervisning, vil man med sikkerhed løbe ind i mange og store skuffelser i de kommende år – ganske som online-undervisningen allerede har gjort siden forsøgene i Danmark begyndte i 1980′erne under navnet fjernundervisning.
Myte 1: “Der er måske ikke så langt til en fremtid, hvor kun størrelsen på internetopkoblingen afgør, hvor i verden man kan tage sin uddannelse???
Hvis vi læser denne sætning venligt så er tanken måske, at bedre internetforbindelser vil forbedre studerendes mulighed for at følge onlinekurser over hele verden. Må jeg erindre om, at alle de bedre universiteter i verden stiller faglige adgangskrav.
Myte 2: “Onlineundervisning er en generel undervisningsform”
…men så godt som alle erfaringer verden over viser, at det er en form, der især benyttes af folk, der har fuldtidsarbejde og/eller langt til en institution, der udbyder den ønskede uddannelse. Betingelsen “lang afstand” er sjældent opfyldt i Danmark og der kommer aldrig det store volumen af danske studerende. I dansk sammenhæng har onlineundervisning især vist sin nytte i efter- og videreuddannelse.
Myte 3: “Onlinekurser giver de studerende mulighed for at lære af eksperter i hele verden.???
Man tager sig til hovedet. Det kan enhver allerede gøre ved at læse tekster i det tempo, man selv definerer. Hvis man tror man kan få online-undervisning af eksperter, man selv vælger fra hele verden, har man ikke rigtig tænkt over sagen. Det er klart, at man kan lægge en video eller podcast-forelæsning ud, men det er IKKE undervisning. Det er derimod IKKE klart at alverdens eksperter står i kø for at lægge videoforelæsninger ud af den simple grund det tager ekstra tid, og hvad får man for det? Hvem laver optagelserne, redigerer dem og – hvem besvarer spørgsmålene bagefter? Lad os nu bare sige, vi kender de ti bedste eksperter i verden. Er der nogen, der i fuld alvor tror, at de kan stå for undervisningen af alle verdens studerende indenfor området, blot fordi man kan se tekster og videoer på nettet?
Myte 4: “Man kan få interaktiv undervisning af eksperter fra hele verden”
Hvis interaktivitet er vigtigt (og det er det i undervisning) er der grænser for hvor mange studerende en lærer kan undervise uanset medieplatform. Selv verdens førende eksperter kan ikke have interaktivitet med flere studerende end de allerede har. Jo mere interaktivitet jo mere rationel er almindelig undervisning på stedet, hvor man uhindret af apparater og synkronisering over afstand kan se og snakke med hinanden og følge med den samlede interaktion. Det er altså meget begrænset, hvad der kan opnås af øget fleksibilitet i almindelig undervisning, mens der bestemt kan være videreuddannelsesformål og almene formidlingsformål der berettiger særlige online-indsatser. Det er min egen erfaring, at vi med større fordel kan trække internetressourcer ind i timeundervisningen fremfor at holde de studerende på internetafstand af lærerne.
Myte 5: “Onlineundervisning koster ikke mere end anden undervisning???
Onlinekurser er temmeligt dyre, administrativt tunge og mere logistik-krævende. De forskyder også vægten fra timeundervisning til individualiseret vejledning og mere tekstualisering af kommunikationen. Det er noget der bare koster i den grad. Hvis man ikke tilfører ekstra ressourcer flytter man ressourcer fra undervisning og indhold over på organisation og logistik. Den almindelige betegnelse er kvalitetssænkning.
Myte 6: “Der er gode erfaringer med online undervisning i Damark”
Erfaringen siger mig, at der en del mennesker, der har prøvet et eller to online-kurser, men meget få, der har prøvet tredje gang selv om vi i Danmark oftest lægger relativt stor vægt på at kombinere fjernundervisning med weekend kurser på stedet. De kurser, der går bedst, er kurser, der handler om IKT og henvender sig til IKT-interesserede (f.eks. MIL-uddannelsen).
Myte 7: ???Alle eksperter er enige om at online-undervisningen på længere sigt vil skærpe konkurrencen mellem universiteterne???
Det er meget mærkeligt, eftersom flere af de eksperter, der citeres, faktisk indikerer, at det især er i relation til videreuddannelse og inddragelse af nye uddannelsesgrupper, man forventer effekter, især i USA hvor de middelmådige universiteter kæmper på kvantitet, ligesom en del eksperter er ret enige om, at folk i høj grad vælger institutioner, der ikke ligger alt for langt væk. Eliteuniversiteter kæmper derimod om lærerne og om at reducere holdstørrelserne. Optimalt er vel 12-15 deltagere i et kollokvium.
Myte 8: “Vi kan udvide markedet ved at udbyde undervisning på engelsk”
Helt givet, men ikke ret meget dels fordi vi sprogligt er handicappede i forhold til engelske, amerikanske, og oceaniske universiteter, dels fordi det koster kassen at markedsføre og dels fordi mange studerende naturligvis er bekymrede for de ekstraordinære sprogkrav til et ophold i en dansksproget kultur.
Universitetets online-undervisningspolitik bør være visionær, men den må have et realistisk grundlag. IT-fetichisme slår ikke til.