Sagen om Anne-Mette Foghs taske-kopi bringer igen tanker op om nødvendigheden af at revidere ophavsretsloven. Så vidt jeg kunne se i løbet af ugens gang, blev flere politikere “afsløret” i at have købt kopivarer i Kina og de måtte beklage, at de havde handlet amoralsk.
Kopi eller original? Ulovlig eller lovlig?
På forsiden af dagens Ekstrablad (eller var det BT?) uden for min lokale kiosk udtaler Pia Kjærsgaard: “Jeg er glad for mit kopi-ur”. Og det indfanger sagens kerne: Forbrugerne er glade for kopiprodukterne og ved i øvrigt i de fleste tilfælde godt, at det ER et kopiprodukt de køber, når de giver 10 kr og ikke 10.000 kr for et “Rolex-ur”.
Hvem hjælper ophavsretten?
Spørgsmål er, om globaliseringen betyder, at ophavsretten skal revideres – eller snarere: Bliver tvunget til at blive lempet, simpelthen fordi verden i dag er indrettet sådan, at det er naturligt at kopiere ting – og at man istedet må lægge sig i spidsen ved at være nyskabende, innovativ, fokuseret på en smal målgruppe eller noget helt fjerde.
Spørg Fritz Hansen-møbelfabrikken (producent af bl.a. den danske designklassiker “7′eren”, verdens mest kopierede stol) og de vil sige, at en lempelse af ophavsretten vil være en katastrofe for deres forretning og brand, som vil blive udvandet af de mange kopiprodukter af ringere kvalitet.
Men spørg den handlende i Ilva eller Ikea og de vil svare, at de vil have ret til at købe en billig stol hvis de vil have en billig stol.
Nogle vil sige, at forbrugerne vil blive kede af langtidsresultaterne af en lempelse – for måske vil det betyde, at Fritz Hansen-kvalitetsprodukter og Rolex-kvalitetsprodukter vil uddø på lang sigt?
Digital kopiforhindring generer
Helt galt går det, når ophavsretten (som jo er en juridisk vedtaget ret og ikke en naturlov) begynder direkte at genere forbrugerne og være hæmmende for det, som ophavsretten burde beskytte. Den digitale tidsalder har vendt op og ned på, hvad “original” og “kopi” betyder. I digital sammenhæng er der nemlig ingen skelnen mellem de to ting. En “kopi” er lige så “original” som “originalen”. Men i juridisk sammenhæng forsøger vi stadig at skelne. En undersøgelse jeg for nylig så citeret viste, at 9 ud af 10 danske skoleelever kopierer musik digitalt. Og de finder det i øvrigt helt naturligt.
I musikverdenen synes ophavsretten mere og mere at beskytte pladeselskaberne og ikke musikerne – og i hvert fald slet ikke forbrugerne. For at forhindre musikkopiering indfører pladebranchen “kopisikring” på digital musik, som egentlig burde kaldes kopiforhindring. “Kopisikringen” forhindrer nemlig ikke kun kopiering men forhindrer også, at forbrugerne kan afspille musikken frit – f.eks. på deres foretrukne bærbare mp3-afspiller.
Ophavsretten som en forhindring for kulturformidling
Jeg arbejder på et bibliotek, og det er sikkert derfor jeg interesserer mig for ophavsretten og dens historiske udvikling. Biblioteker er jo sat i verden for at dele viden og information. Et lille eksempel på, hvordan ophavsretten langsomt er ved at blive meget hæmmende for kulturudveksling er Bibliotekernes Netmusik. En ved første øjekast fantastisk service, fordi danske borgere kan downloade musik som de ellers skulle betale for at høre. Men ved nærmere brug viser det sig, at den kopiforhindrede musik ikke kan afspilles på iPods, som udgør 75% af markedet for transportable musikafspillere. Pludselig aner man en voldsom forringelse i brugskvaliteten, som betyder, at mange hellere vil købe eller kopiere deres musik, hvis de vil lytte til den. Det er da en udfordring for kulturformidling der vil noget.?