Gyldendal skriver i dag:
I februar 2009 slår Gyldendal portene op for Danmarks største online-leksikon, Den Store Danske – Gyldendals åbne encyklopædi. Og vi inviterer dig til at være med – for ud over at læse i de mere end 160.000 artikler kan du skrive nye artikler, redigere i eksisterende, uploade billeder og film, kommentere artikler og meget, meget mere.
Og videre fremgår det:
Indholdet i Den Store Danske består ved lanceringen af alle artiklerne fra Gyldendals opdaterede leksikon-databaser – hvoraf den største er Encyklopædien.
Af dagens medier fremgår det, at det langsigtede mål er at komme i top 10 over mest besøgte danske sites. Hvis denne danske “alternative wikipedia” får lige så stor succes i Google som Wikipedia har det for engelsksprogede søgninger – så skal målet nok nås.
Spændende at se om Gyldendal virkelig tør overgive sig til datafrigivelsen fuldt ud. Det bliver en spændende februar.
Note til biblioteker: Så er der én licensbelagt kilde mindre at forhandle samsøgningslicens på.
Det er værd at bemærke at brugen bliver gratis, mens der ikke er et ord om frit brug. Personligt vil jeg fraråde nogen at bidrage før copyleft betingelserne er på plads og forhåbentligt kopieret fra wikipedia
Vedrørende copyright vil Gyldendal ikke gøre krav på ophavsret til de tekster, billeder etc. som brugerne bidrager med. Dem kan de selvfølgelig frit bruge andre steder.
Hej Cliff,
Respekt for at deltage så aktivt i diverse blogs. Hvordan vil I håndtere revisioner af de artikler som I starter ud med? Med wikipedia-modellen har en artikel jo mange ophavsmænd – jeg fornemmer at I benytter en anden model?
Du peger på et relevant problem; vi arbejder på højtryk med formuleringerne – så det bliver så nemt og så lidt restriktivt som overhovedet muligt. Endelig rettigheds-model etc. vil naturligvis fremgå tydeligt på http://www.denstoredanske.dk når vi åbner – og inden da, af et af vore kommende nyhedsbreve.