Efter en lille pause med bloggingen men også en rejse til Madrid, kommer hermed en lille kommentar om sikkerhed – eller rettere pseudo-sikkerhed:
Jeg kunne selvfølgelig bare blive hjemme, men jeg elsker at rejse. Og lufthavnen er faktisk et lærerigt billede på vor fremtid. Her har vi afgivet al fri vilje. Vi blotlægger villigt vor private bagage, opmåler vore væsker, tager vores sko af, smager på babymaden, afmåler tandpastaen, åbner computeren og lægger pænt livrem og nøglebundt. Lader os befamle, selv om der ikke er en påviselig mistanke. Vi protesterer ikke, hvis securityfolkene er grove og uhøflige. Vi ved, at det er formålsløst.
Sådan skriver Leif Davidsen i sin artikel Rejse i frygtens tidsalder. Leif Davidsen beskriver her både et skred i opfattelsen af hvilke indgreb der er acceptable i den personlige frihed (man fristes til at sige boiling frog), men samtidig indrammer han også et eksempel på pseudosikkerhed. Lufthavnssikkerhed er nemlig langt henad vejen til for at skabe en fornemmelse af tryghed og for at politikere kan pege på at der bliver gjort noget i en usikker tid. Wikipedia påpeger en del kritik af nye sikkerhedstiltag i opslaget Airport security repercussions due to the September 11, 2001 attacks:
Another common criticism is that any terrorist prevented from carrying a knife onto an airplane could easily improvise a weapon by, for example, smashing a glass bottle – or just attack with his or her bare hands.
Ovenstående er måske lidt langt fra hvad jeg plejer at kommentere her på bloggen. Men pseudosikkerhed gælder også i websitedesign – og det vender jeg tilbage til.