Når biblioteker og virksomheder i det hele taget overvejer, om de skal begive sig ind i at udvikle “web 2.0″-funktioner, er det værd at overveje, om brugerne i ens målgruppe overhovedet anvender web 2.0-teknologi. Man skal naturligvis gå til sagen med en vis skepsis for at sikre sig, at man investerer udviklingspengene rigtigt. I biblioteksdebatten (den mundtlige i forbindelse med diverse temadage) har jeg således især hørt Erik Thorlund fra Biblioteksstyrelsen efterspørge statistikker som kan overbevise ham om relevansen af at understøtte brugerskabt indhold og synliggørelse af brugernes adfærd og brug.
Jeg har længe haft efterspørgslen i baghovedet og nu er der så lidt substantielle tal at se på. Hvis vi i første omgang begrænser 2.0-begrebet til aspekter som f.eks. at brugerne bidrager med indhold i form af f.eks. kommentarer, tags og anmeldelser, præsenterer Businessweek følgende statistik:
Klik på billedet for at se den store udgave hos Businessweek.
Hvad er konklusionen så på disse tal? Der er ingen entydig, men overvej disse ting:
- Grafen siger, at de unge især står for “web 2.0″-deltagelsen. Skal bibliotekerne lave f.eks. et bibliotek.dk med web 2.0-features ville det være oplagt at starte med et site, der i den indledende eksperimentelle fase henvender sig til brugere under 30 år.
- Den massive brug kan forventes at hænge ved de eksisterende brugere, når de bliver ældre. Tænk på mobiltelefoner: Det er ikke et ungdomsfænomen, men en vane man tillægger sig og kun i meget få tilfælde fralægger sig selvom man bliver ældre.
- Man kan med rimelighed antage at udbredelsen vil gå hurtigere end blot tidens fremskriden – da mange af de mennesker, som nu f.eks. er 50 år, er late-adopters, vil deres brug stige i de kommende år. Om 5 år vil der altså være flere 55-årige der kan betegnes som web 2.0-brugere end der i dag er 50-årige med samme betegnelse. Tænk igen på mobiltelefoner: Flere og flere ældre mennesker som nægtede at tage dem i brug for få år siden er nu også mobilejere. Mormor sms’er nu med børnebørnene.
- Formalisering af sociale netværk hitter stort – men det betyder selvfølgelig ikke at brugerne har lyst til at netværke i bibliotekernes rammer. Det kan kun et velgennemført eksperiment vise.
- Vi har før hørt at kun 1% af brugerne i Wikipedia er ægte “creators”. Men ser man på hvordan brugerne agerer bredt betragtet er der en massiv aktivitet. Op til 37% betegner sig som creators.
- I denne undersøgelse er det umuligt at vide om brugerne faktisk ved, hvad web 2.0 er (og hvem ved det?), og om de betegner sig selv korrekt i forhold til det, vi foventer. Men det er et generelt problem med statistiske undersøgelser som denne.
- Helt sikkert er det, at mange brugere ikke længere vil blive overrasket over at møde “web 2.0″-indhold på et website – måske snarere tvært imod.
Når alt kommer til alt synes jeg ikke at man på basis af statistik kan konkludere om bibliotekerne skal gå “2.0″-vejen, men tallene skal selvfølgelig indgå i vurderingen. Jeg synes at ovenstående tal viser, at vi ikke længere skal se “web 2.0″ som et eksotisk begreb. Det er kommet for at blive og der bliver mere og mere af det.
Det handler måske mere om hvorvidt man tror på en forretningside hvor brugerne påvirker data direkte, hvor man frigiver data og om man er i stand til at skabe en organisation som er så fleksibel, at den reelt kan reagere på de brugerinput man pludselig får, når man åbner sig. Det handler også om at skabe en klar strategi så tiltagene ikke bliver forvirrede og at man har en udviklingsorganisation som virkelig ønsker web 2.0-tiltagene og tænker med og ikke mod denne teknologibrug.
Esben Fjord pegede tidligere på ugen på grafen i et blogindlæg.
Spændende indlæg – rart at få nogle tal på – med tilhørende kommentarer.
Tror selv meget på web2 når det kommer til udtryk som kollektiv intelligens. Der ligger enorme uudnyttede ressourcer og muligheder lige foran os som blot venter på at blive opdaget.
Jeg er også én af dem, som tror, at det kun går en vej, og at flere og flere “opdager” det sociale element og tager det til sig.
Da jeg læste om argumentet med mobilen, kunne jeg ikke lade være med at tænke (og det skyldes måske min miljøskade fra Meidevidenskab?), at telefonen jo faktisk er et “gammelt” og velkendt medie, som man måske er hurtigere til at acceptere i ny form – altså at man også kan skrive på den og tage billeder – fordi at man i forvejen har brugt den til at kommunikere igennem?
Samtidig skulle mobilbrugen (SMS og MMS) efter sigende ikke have slået igennem på samme måde i USA som i Europa, og hvis det også gælder for brugen af Web 2.0 (og her tænker jeg også på adgang), ja så ville ovenstående statistik måske vise endnu flere brugere i en europæisk eller dansk udgave?!
Jeg vil såmænd heller ikke konkludere om web 2.0 er den rette vej at gå, men blot suplere med en tanke!
@Heidi: SMS og MMS’ens langsommere udbredelse i USA har vidst nok også noget at gøre med at operatørerne ikke kunne blive enige om en (økonomisk) model for hvordan de udvekslede beskederne mellem hinanden.
Det jeg måske tror er en af de europæiske udfordringer er den sproglige barriere hos boomers og seniors, da de fleste sociale tjenester er på engelsk.
Det var en spændende statistik, tak for den. Jeg bider mærke i din kommentar “Op til 37% betegner sig som creators.”, fordi du holder det op mod Jakob Nielsens 90-9-1 regel om brugerdeltagelse på nettet. Blandt de 37%, der betegner sig som contentproviders, er også folk med egen blog. Min erfaring siger, at der er en verden til forskel i at have en blog, hvor vi promoverer os selv (yes, jeg har da også en
) og på, om “vi” gider deltage i “andres” projekter.
Man kan godt lokke folk til at deltage i fællesprojekter, hvis der sørges for lokkemidler i form af præmier eller giver mulighed for profiler, hvor de igen kan få muligheden for at præsentere sig selv. Det er vigtigt, at forholde sig realistisk til, hvor meget vi/folk/brugerne gider deltage – og at vi også forholder os til, hvordan vi giver dem til at bruge deres dyrebare tid på værdiforøgelse i biblioteksregi.
@Christina: Fuldstændig enig. Det enste de 37% siger er at det i hvert fald ikke er en generelt blokerede mod at være indholdsskabere på nettet. Den helt store udfordring er selvfølgelig hvordan man laver noget der er interessant for folk som de gider deltage i. Men det er et designspørgsmål og et spørgsmål om at kende til folks motivationsfaktorer etc.
Er der nogen, der undersøger/har undersøgt hvad brugerne er interesserede i – og hvad de måske kunne få lyst til? Eller gætter vi alle sammen? Anyone?
Hej Christina,
Det skægge ved det her arbejde er, at fremtiden netop er uvis. Hvis man definitivt kunne spørge brugerne hvad der ville være en succes ville vi aldrig have fiaskoer og bibliotekerne ville levere services som alle danskere benyttede. Vi kan sagtens kvalificere om brugerne er interesserede i typer services som vi kunne overveje. F.eks. undersøgte vi i en workshop om brugerne var interesserede i via et it-system at forbinde til hinanden når de var på det fysiske bibliotek. Det virkerede ret uinteressant for dem. Hvad der fik rigtigt mange stemmer af brugerne var dog forbedringer af bibliotekssystemet med berigelser i form af digitaliseret indhold, “andre der lånte” og andre amazon-agtige features. Så med sådan en indikation i baghånden ville jeg gå efter det sidste.
Når vi samtidig ser på samfundstendensen med at brugere forventer at kunne påvirke indhold som de bruger, mener jeg at mange af web 2.0-tankerne er yderst interessante at indarbejde i bibliotekernes service.
Vi skal også huske på at det ikke er nok at spørge brugerne om hvad de er interesserede i – faktisk kan det få fatale konsekvenser hvis vi kun gør det. Hvad der er lige så vigtigt er at observere hvordan folks faktiske adfærd er og så drage konklusioner derfra. Der er nemlig meget stor forskel. Spørger man f.eks. folk om de tager bilen til bageren søndag morgen, svarer ingen at “selvfølgelig gør de det”. Men observerer man trafikken foran bageren søndag morgen kan man se, at der er vældigt mange biler der kører til og fra. Brugerne forsøger ikke i denne sammenhæng at lyve, men de kan faktisk meget ringe sætte ord på deres faktiske adfærd. Derfor er observation vigtig.
Sidst men ikke mindst skal vi også huske på hvad vi som virksomhed vil – hvis vi har en strategi om at gøre brugerne til en mere aktiv del af biblioteket fordi vi kan se at det vil give en bedre information til brugeren selv og de andre brugere – så er der sandelig grund til at arbejde meget hårdt på at lave en løsning som bliver interessant – også selvom brugerne i første omgang skulle sige “nej det lyder umiddelbart uinteressant – det kan jeg ikke forestille mig at biblioteket skal have noget med at gøre”.
Ah Jens, der er en politiker inden i dig
. Jeg er enig i, at vi ikke kan sidde og vente på, at brugerne skal opdage, at Biblioteket ikke længere “bare” er en samling bøger, og hvad vil de så have…
Dit svar aktiverer imidlertid min undvigelsesalarm (tak til vores statsminister for intensiv træning). Jeg tror, jeg efterlyser DEN STORE UNDERSØGELSE, hvor brugere og ikke-brugere bedes tage stilling til forskellige muligheder, evt. ved at præsentere dem for en række projekter, som er igang (det behøver ikke være danske). Og endelig at stille spørgsmålet: Hvordan ser det perfekte bibliotek ud for dig? Kan du downloade alt fra nettet? Vil du bruge det fysiske bibliotek? Skal der være forfatteraftener, børneteater? En café? Flere film eller mere musik? Vil du kunne rate det materiale du låner?
Man kan læse noget ud af observation. Men det burde være et supplement. Det er desværre min opfattelse – i det mindste indtil videre – at vi ikke rigtig tror på, at brugerne har nogle idéer, som vi kan bruge.?..
Et langt svar. Jeg tror, jeg spørger NO Pors. Han har indtil videre spurgt gymnasieeleverne, som man kan læse en opsummering af her: http://www.bs.dk/publikationer/nfn/2007/2/html/chapter05.htm.
Vi har afgjort overlap mellem vores opfattelser, men bestemt også metodisk forskellige grundholdninger. Jeg mener faktisk ikke at innovation kommer af at spørge brugerne hvad de vil have. De skal naturligvis inddrages i processen via workshops, brugertests og evalueringer.
Googles relevansalgoritme var der ingen der ville tro på før den var lavet og havde kørt noget tid.
Wikipedias kollektivt skrevne leksikon troede folk først på efter 3-4 år.