På Statsbibliotekets side for søgeteknologien Summa findes nu en henvisning til en demonstrationsinstallation af version 1.0. I udviklerbloggen fortælles det, at version 0.9 blev udgivet i fredags – og hvis alt går vel lægges version 1.0 til download på mandag.
Arbejdet med at nå frem til version 1.0 har (tror jeg) primært bestået i at stabilisere koden og gøre den så ren, at andre udviklere kan arbejde videre på den. Faktisk har Inleadmedia i al stilfærdighed inkorporeret Summa i “en fuldstændig sammensmelting af hjemmeside, OPAC, sociale services og øvrige søgeberigelses-muligheder”. Summa er altså nu ikke blot teknisk set open source – den udbredelse som man virkelig kunne håbe på ville ske, er faktisk i gang nu.
I ovenstående perspektiv synes en række interfaceforbedringer i 1.0-udgaven næsten som mindre nyheder. Men en stribe af forbedringer også på dette punkt betyder at teknologien nu også føles langt mere moden. Læg især mærke til:
- overskuelige afgrænsningsmuligheder til højre for søgeresultaterne med elegante folde ind/ud-effekter
- datoer i søgeresutatets visning er renset for støj
- en totalt redesignet og meget smidigere “låne- og huske-kurv”
- et mere overskueligt design af stamsiderne for hvert materiale (i mange tilfælde med bogforsider, indholdsfortegnelse og resuméer)
Det lover altså godt – Summa rammer lige ned i det største behov bibliotekerne har i deres online-tilstedeværelse.
Det skal lige nævnes at Summa som sådan bare er en søgemaskine. Der er altså ikke nogen website-løsning i Summa (udover en meget minimalistisk demo der er inkluderet i pakken).
Statsbibliotekets nye søgesider bygger oven på Summa, men er ikke en del af Summa. Det er dog planen at vi over tiden vil inkludere et generisk modulært website i Summa så det bliver en fuld pakkeløsning. Det blev der desværre ikke tid til til 1.0.
Mao. det er vigtigt at sondre imellem Summa of Statsbibliotekets hjemmeside.